Behandling med indlæg, kroner og broer
Forberedelse
Som led i behandlingen skal tanden slibes, og den gamle fyldning og eventuel caries skal fjernes.. Derefter vurderes mængden af sund resttand. Er der tilstrækkeligt tand tilbage og er nerven intakt tages der et aftryk af tanden. Hvis der er meget lidt tand tilbage eller hvis tanden er rodbehandlet, skal der først laves et fundament, som den endelige krone kan sidde på. Det kalder vi en stiftopbygning. Tandaftrykket sendes til vores dentallaboratorium. Mens du venter på din krone får du en midlertidig tand, der er naturlig tandfarvet, men ikke så glat og stærk som den endelige krone. I denne periode kan din tand kan godt være følsom for koldt, varmt og sødt samt måske øm ved tygning. Hvis din midlertidige krone skulle falde ud, skal du kontakte klinikken.
Fremstilling
Din krone bliver lavet på et dansk kvalitetslaboratorium. I visse tilfælde er det nødvendigt, at besøge laboratoriet for at få tilpasset din krone i form og farve. Det gælder f. eks. Hvis du skal have lavet fortænder eller hvis vi har svært ved at finde en passende farve på en kindtandskrone. I så fald bestiller vi blot en tid i receptionen, når den forberedende behandling er færdig. Kronen vil være til levering efter 7 - 14 dage.
Cementering
Kommer du direkte fra laboratoriet, kan vi sætte kronen på med det samme nærmest uden justeringer. Har du ikke været på laboratoriet, men kommer direkte til os for at få kronen cementeret, må du regne med, at vi skal justere kronen før den sidder helt perfekt. Tanden kan godt være meget følsom, så nogle gang kan det være nødvendigt at bedøve i forbindelse med påsætningen.
Holdbarhed
Din nye krone kan klare det samme som dine egne tænder, men heller ikke mere. Den kan f.eks. ikke tåle sten i maden, bensplinter eller at blive brugt til at åbne øl med.
Mulige gener
Efter kronen er sat fast, kan tanden godt være følsom overfor kulde, varme, tryk (tygning) og sødt i en periode. Tilstanden aftager normalt i løbet af 1-6 måneder. For at lette generne kan vi eventuelt forsøge med korrektion af bid eller laserbehandling. Ellers må vi blot appellere til din tålmodighed.
Mulige komplikationer
I enkelte tilfælde kan slibningen belaste nerven så meget, at det på et senere tidspunkt kan blive nødvendigt at rodbehandle tanden. Det kan gøres enten ved at fjerne kronen og rodbehandle resttanden eller simpelthen rodbehandle ned gennem kronen. Hullet i kronen kan senere lappes med plast eller en porcelænsprop.
