Parodontose behandling

Når du har fået konstateret fordybede tandkødslommer enkelte/flere steder ved dine tænder, giver det anledning til diagnosen parodontose.

Parodontose er en fremadskridende kronisk betændelse i kæbeknoglen omkring dine tandrødder. Den er forårsaget af bakteriefyldte belægninger (plaque) og tandsten, som er placeret i området omkring tandkødskanten. De første tegn vil være rødt, hævet og blødende tandkød. Typisk for sygdommen er et umiddelbart smertefrit forløb uden de store gener. Hvis sygdommen starter, som det ofte er tilfældet, på de bagerste tænder vil man heller ikke selv bemærke rødmen og hævelsen, da det er vanskeligt selv at se bagerst i mundhulen.

Bliver man ikke undersøgt for denne tilstand, kan man sagtens gå længe med parodontose, hvilket kan resultere i tab af knogle og dermed tiltagende løsning af dine tænder og i værste fald tab af disse.

Derfor har vi på Tandlægecentret Svanen valgt at gøre en stor og meget systematisk indsats for at komme din parodontose til livs. Vi vil tilbyde dig vores parodontose behandlingsplan.
Parodontosebehandlingsplanen udarbejdes helt individuelt og tilpasses løbende til sygdommens sværhedsgrad.

For at kunne følge sygdommen er det meget vigtigt, at vi i startfasen registrerer tilstanden. Dette gøres ved at måle dybden af tandkødslommerne og føre dem ind i et skema, hvor vi ligeledes registrerer knoglens niveau, og om der allerede er løsning af nogle tænder, og hvor stor den i givet fald er. Det er ofte nødvendigt at supplere med nogle røntgenbilleder i denne fase. Denne indledende registrering, samt en grundig snak om, hvordan du selv kan hjælpe med til at standse sygdommen ved forskellige rensningsprocedurer derhjemme, kaldes enten en "Almindelig parodontosebehandling" (APA) eller en "Udvidet parodontosebehandling" (UPA).
Denne registrering giver os et "fikspunkt" hvorudfra vi kan følge om tilstanden forværres eller forbedres, hvilket er af uhyre stor betydning i valg af behandlingsplanlægning.

Tilbage til oversigten

Tandlægecenter Svanen  ·  Lyngby Hovedgade 27, 4.  ·  2800 Lyngby  ·  45 88 96 88